Skriv mobilvenlige webtekster

Mobilvenlige webtekster er et must i dag. De fleste søgninger og en stor del af aktiviteten online er flyttet fra computeren til mobil. Derfor skal du ikke blot tænke dit webdesign til mobilen, men også dine webtekster.

23. juli 2020. Skrevet af: Christina Løvfall

Nedbryd tekstmuren og hold fast i læseren

Hvor mange besøger din hjemmeside fra mobilen? For de fleste er svaret en ret høj procentdel.

Tiderne har ændret sig og brugerne vil gerne læse på mobilen. Vi læser nyhedsartikler, blogindlæg, produktbeskrivelser og meget mere hver eneste dag.

Vi har i længere tid talt om at bryde tekstmuren ned. Det gælder i særdeleshed på mobilen. På mobilens lille skærm bliver tekstmuren med lange, tætskrevede afsnit endnu værre. Det er ikke til at skabe sig et overblik, og det bliver en uoverskuelig mission at gennemføre læsningen.

Der er heldigvis nogle simple tricks, som kan hjælpe dig til at gøre en STOR forskel:

  • Vælg en skrifttype og skriftstørrelse, der er læsevenlig på mobilen.
  • Skab kontraster, som fremhæver vigtige dele af din tekst. Fx en anden baggrundsfarve.
  • Skriv korte afsnit, så de kan læses uden at scrolle.
  • Overvej om alle dine elementer fungerer på mobilen. Måske skal nogle udelades.
  • Flyt dine vigtigste pointer og call-to-actions opad, så de ligger i første skærmbillede.
  • Hjælp brugerne med at navigere med klikbare genveje og gode overskrifter.

Lad os lige dykke lidt mere ned i de forskellige tricks.

Skal vi gennemgå dine webtekster?

Kontakt os i dag

 

Vælg en læsevenlig skrifttype og -størrelse

Det kan være krævende at læse en tekst på en lille skærm. Derfor bør du som afsender gøre alt, hvad du kan for at hjælpe din læser. Det gælder blandt andet at vælge en læsevenlig skrifttype.

En letlæselig skrifttype til en lille skærm er en skrift uden fødder. Det gør bogstaverne tydeligere og skaber luft, hvilket gør teksten lettere at læse.

Samtidig bør du gøre skriftstørrelsen en anelse større end på tryksager og computerskærm. Den egentlige størrelse afhænger naturligvis af din skrifttype og dit webdesign. Dog er 2 punkter større en god tommelfingerregel.

Skab kontraster og fremhæv tekst

For at hele din tekst ikke bare smelter sammen til ét stort og uoverskueligt rod af bogstaver, kan du arbejde med kontraster og fremhævning.

Start med kontrasten mellem baggrund og tekst. Den klassiske er sort skrift på hvid baggrund. Og selvom det kan virke kedeligt, er det ikke helt galt. Det er nemlig ofte bedst med en lys baggrund og mørk test.

Vælger du den modsatte kombination, skal det være for at fremhæve et afsnit.

Du kan også skifte baggrundsfarven mellem to nuancer fra dit design, når du skifter emne i en tekst. Det gør opdelingen tydeligere.

Du kan derudover arbejde med fed, kursiv, understregning eller farve til at fremhæve nøgleord eller sætninger. Men brug det varsomt. Vælg gerne kun én type fremhævning og hold dig til den. Ellers kan det hurtigt skabe mere larm end overblik.

Skriv korte afsnit

Som du nok kan fornemme handler det i høj grad om at skabe overblik, når vi skriver tekster til mobilen. Derfor må dine afsnit heller ikke blive for lange. På mobilens smalle skærm rammer tekstmuren hurtigt.

Du kan derfor med fordel undersøge hvor mange ord, du kan få vist i et enkelt skærmbillede med din valgte skrifttype og skriftstørrelse. Tjek gerne antallet af ord på både en iPhone 5 og en iPhone 8. Så får du tilpasset til de mest almindelige skærmstørrelser.

Og når du nu er i gang med at gøre afsnittene kortere, er det også en rigtig god idé at kigge på sætningerne. Gør det kort og direkte. Drop de lange, indviklede ledninger – i hvert fald bare nogle af dem. Det øger læsbarheden betydeligt.

Dit mål for kortere tekstafsnit er, at brugeren kan læse afsnittet uden at scrolle. Kan du få både overskrift, et enkelt afsnit brødtekst og en knap med i samme skærmbillede, bliver det ikke meget bedre.

Overvej om dine elementer passer til mobilen

Du kan sjældent konvertere indholdet på en hjemmeside fra visning på computeren til mobilen i 1:1. Tekstbokse, billedindgange, videoer eller interaktive elementer skal tilpasses til mobilskærmen – og det samme skal rækkefølgen måske.

Et eksempel kan være en slider, hvor brugeren kan skifte mellem forskellige topbilleder med forskellige budskaber og call-to-actions. Slideren er ikke nødvendigvis det mest mobilvenlige. Overvej om siden på mobilen i stedet skal vise de forskellige slides som enkelte kasser eller indgange ved siden af eller under hinanden.

Derudover kan nogle elementer være så svære at tilpasse, at den rigtige beslutning er at udelade dem i mobilversionen. Det kan eksempelvis være plugins fra et bookingsystem eller eksterne elementer, som du ikke har mulighed for at redigere.

Husk tidlig call-to-action

Du har sikkert allerede skrevet en supergod tekst til din landingsside. Du sad naturligvis ved skrivebordet med computeren, da arbejdet stod på, og derfor har du også testet indholdet der.

Det er nok den mest almindelige arbejdsgang – så blive bare ved med det. Du skal bare lige tilføje tjek på mobilen også.

For selvom dit nye indhold ser lækkert ud med kolonner, billeder, call-to-actions og meget andet på computeren, kan virkeligheden være en helt anden på mobilskærmen.

Det er sjældent teksten, der skaber de største problemer. Linjerne deles lidt anderledes og afsnittene kan blive for lange, men det har du selvfølgelig fået styr på i de forrige punkter. Udfordringerne kan opstå, når der tilføjes andre elementer.

Hvilken rækkefølge vises dine elementer i på mobilen? Det kan være en smagssag om, hvorvidt billeder med en pointe eller infografik skal vises før den forklarende tekst – men du må love mig én ting! Lad ikke dine call-to-actions blive skubbet for langt ned.

Prioritér dit indhold, så de vigtigste pointer og dine call-to-actions ligger tidligt.

 

Hjælp brugerne med at navigere

Hvor meget scroll kræver du af dine læsere? Og kan du hjælpe dem til bedre overblik.

Der findes flere måder at hjælpe dine læsere, når det kommer til navigation. Den mest simple er gode overskrifter. Sørg for at dine overskrifter er fremhævet med fed, større skrift eller en anden farve. Samtidig bør din overskrift være sigende. De skal kunne bruges som indholdsfortegnelse.

Derudover kan du arbejde med klikbare genveje. Flere hjemmesider med lange artikler bruger en klikbar overskrift i toppen. Her bliver artiklens overskrifter til links, som scroller ned for læseren.

Du kan også tilføje en ’tilbage til toppen’-knap. Det kan være relevant, hvis din vigtigste call-to-action ligger i toppen.

Med de klikbare genveje giver du læseren mulighed for at prioritere det mest interessante indhold først. For du vil hellere have dem til at læse ét interessant afsnit, end at de opgiver din tekst med det samme.

Få mobilvenlige webtekster

Vil du gerne sikre dig, at din webtekster er letlæselige og opfordrer til handling? Så kan du med fordel kontakte os.

Hos Vestjysk Marketing er vi altid klar til at hjælpe, og derfor tager vi gerne et kig på dine vigtigste sider. Vi kommer med anbefalinger og optimerer, så dine landingssider bliver nemmere for brugerne at læse.

Ring eller skriv til vores digitale marketingchef Ole Stampe Larsen på ole@vestjyskmarketing.dk eller 69 14 86 50. Så finder vi sammen den bedste løsning til dig.