Content audit: Optimér før du skaber nyt

Hvordan holder du fast i din gode position på Google? Og hvor skal du prioritere dine kræfter? Content audit og content relaunch er svaret. Det er ikke altid nødvendigt at skabe nyt. Optimering giver også point på kontoen.

6. marts 2019. Skrevet af: Christina Løvfall

Content audit er ikke kun for dem med en blog, men også dig med en helt almindelig hjemmeside.

Med content audit laver du en inspektion af dit nuværende indhold. Formålet er at få et lidt bedre overblik at arbejde videre ud fra. Du skal identificere det indhold, som ikke performer godt nok. Du går dit eksisterende indhold igennem og undersøger følgende:

  • Hvilket indhold producerer virksomheden løbende? Det gælder på tværs af afdelinger samt på tværs af internt og eksternt indhold.
  • Hvilket indhold har vi lavet tidligere? Undersøg hvad der tidligere har appelleret mest til kunderne, og hvor ofte indholdet bliver opdateret? Hvis produktionen ikke længere kører, hvad er så årsagerne til det?
  • Hvilket eksisterende indhold er tidssvarende og bliver det læst af modtagerne eller brugt af sælgerne? Hvis ikke – hvorfor?
  • Dækker jeres indhold alle faser i købsprocessen?

Det kan virke omfattende, men du vil elske din liste over indhold bagefter. Et regneark er rigtig godt til content audit. Det giver dig gode muligheder for at liste op. Og glem ikke dit offline indhold. Der kan være mange guldkorn, som kan genbruges eller som skaber sammenhæng.

Lyder det allerede uoverskueligt og tidskrævende? Vi hjælper gerne.

Hvor grundigt skal jeg gå til værks?

Svaret på det spørgsmål afhænger af flere ting. Hvor meget ved du allerede om jeres indhold? Også i andre afdelinger. Hvordan skal du bruge resultatet af din analyse? Skal I omlægge strategi, har du brug for det helt store overblik. Skal I ”bare optimere lidt”, kan du sagtens nøjes med et mindre udpluk.

Lad os gå videre med udgangspunkt i et mindre udpluk. Det kunne eksempelvis være jeres hjemmeside.

 

Find de vigtigste nøgletal

Vi starter i Google Analytics.

Helt konkret skal du kigge på, hvilken position du har, hvad er Click-Through-Rate (CTR) fra Google til dit site, er indholdet forældet, hvad er din afvisningsprocent, hvor meget tid tilbringer brugerne på siden og lignende nøgletal.

Trin for trin: Nøgletal i Google Analytics og Search Console

  1. Vælg ’Anskaffelse’ > ’Search Console’ > ’Landingssider’. Så får du eksponeringer, klik, CTR og placering.


  2. Klik dig herefter videre til ’Adfærd’ > ’Websiteindhold’ > ’Alle sider’ for at finde din afvisningsprocent, afslutningsprocent og gennemsnitlig tid på siden.


  3. Eksportér dit indhold, så du kan arbejde stille og roligt i et regneark.

 

Trin for trin: Nøgletal i Screaming Frog

Content audit handler, som du måske allerede kan fornemme også rigtig meget om SEO – især hvis du har fokus på din hjemmeside – og her bliver du glad for programmet Screaming Frog, der kan downloades i en gratis version.

Herfra skal du bruge data, der fortæller om dine sidetitler, metabeskrivelser, overskrifter (H1’ere), antal eksterne links og antal ord på siden.

  1. Når du har downloaded programmet, indsætter du dit domæne i toppen, og klikker ’Start’.


  2. Nu løber programmet alle dine data igennem, og du kan navigere med filter-funktionen ude til venstre eller fanebladene øverst.
  3. Før de nødvendige data over i dit regneark.

Skal vi se nærmere på, hvordan din virksomhed klarer sig i søgemaskinerne?

Bearbejd din data

Nu har du et væld af data at arbejde med. Jeg kunne sagtens lave en skabelon, som du kan samle alle dine data i – men! Vi arbejder alle forskelligt, og når du skal overskue data i denne mængde, er det vigtigste, at det foregår på en måde, der passer til dig.

Derfor vil jeg kun dele et par simple tips ud:

  • Lav kolonner til de førnævnte parametre. Start altid med en kolonne med sidens URL. Fx /produkter/webshop, som en side på vestjyskmarketing.dk eksempelvis hedder. Og afslut med et par kolonner til at beskrive udfordring og løsningsforslag.
  • Læg filter på hele arket, så du kan skifte din sortering. Måske vil du se dine sider listet efter laveste CTR, højeste afvisningsprocent eller flest eksponeringer.
  • Start evt. med en lille analyse af dine 25-50 mest besøgte eller vigtigste sider. Når det hele er nyt, er det nemmere at overskue en mindre mængde data.

Når du har været de mange data igennem, kan du med fordel opdele siderne i tre kategorier:

Grøn: Det kører meget godt.
Gul: Sider du kan forbedre.
Rød: Måske er der nogle sider, du helt skal overveje at slette. Det kan være uaktuelle blogindlæg eller informationssider, som ingen ser. Kan den information ikke kombineres med en anden side?

Det er ikke altid nødvendigt at markere hele linjen. Måske har du blot brug for at markerer et enkelt nøgletal eller to.

Relancér dit indhold

Når du har lavet en grundig content audit, er du klar til det, der i fagsprog kaldes content relauch. Nu kommer forbedringerne på bordet.

Brug din analyse til at finde det rigtige sted at starte. For der er tusindvis af ting, du kan gå i gang med. Men det er der jo ingen af os, der virkelig har tid til – Så prioriter din tid. Start der, hvor det står værst til.

Mange tiltag har du sikkert allerede arbejdet med og optimeret på, men uden at tænke på det som en samlet indsats. Herunder får du lidt hjælp til, hvor du kan optimere.

Gør-det-selv: Fem nemme veje til bedre performance

  1. Har du en blog eller artikelsektion?
    Kig dine gamle indlæg igennem og opdater indholdet. Er der sket en udvikling på dit felt? Og det er ikke nok med et ekstra afsnit i bunden. Er dine eksempler også opdateret? Det handler om at skabe aktualitet. Det kan du også gøre meget simpelt ved at tilføje publiceringsdato til dit indhold eller tilføje årstal i sidetitlen. I eksemplet nedenfor kan du se det vist i søgeresultatet:


  2. Forsvinder brugerne for hurtigt fra dit site uden handling?
    Tilføj noget call to action – og ikke først i bunden. Hvis brugerne vil klikke videre, så lad dem gøre det inden for dit domæne. En anden måde at øge brugernes tid på siden kunne også være en video.

    Læs mere om kundernes digitale rejse

  3. Har du sider med lav CTR?
    Kig på dine sidetitler og metabeskrivelser. Bliver dit selv fristet til at klikke?
    Her kan du se et par eksempler på, hvordan vores indhold om SEO kan præsenteres. Jeg ved godt, hvilke jeg helst vil klikke på:


  4. Skab flere links
    Man kan ikke linkbuilde sig til toppen. Det kræver godt onpage indhold, men links er stadig vigtige. De kan give det sidste skub til en topplacering i Googles søgeresultater. Det sender et signal til Google med budskabet: ”Nu har jeg opdateret indholdet, og der er nogen, som anbefaler det”.

  5. Kan du gøre dine tekster længere?
    Det er ikke antal ord, som afgør, hvorvidt du ranker godt eller ej. Men flere ord gør, at du automatisk kommer til at skrive om flere ting og dermed rammer flere forskellige søgeord. Du skal altså ikke tilføje mere tekst, hvis det bare er en sludder for en sladder. Men kan du uddybe emnet eller tage flere perspektiver ind? Det kan også være gennem eksempler.

En hjælpende hånd

Vi påtager os gerne opgaven med at tygge de mange data igennem. Du skal blot fortælles os, hvis du ønsker særlige fokusområder, og så klarer vi resten. Når vi har analyseret indholdet på din hjemmeside, får du vores konklusion og forslag til optimering.

Kontakt en af vores Digitale Marketing Konsulenter i dag.