Sidetitel- og metabeskrivelse værktøj
-
Sidetitel- og metabeskrivelse værktøj
Skal du optimere dine sidetitler og metabeskrivelser?
⬇ Gå direkte til værktøjet ⬇
Så er det nemt at bruge Vestjysk Marketings værktøj til netop dette. Du kan nøjes med blot at udfylde sidetitlen og metabeskrivelsen og vurdere på om længden er god - eller du bliver klippet af i søgeresultaterne. Husk at tjekke på både mobil- og desktop-preview.
Men du kan også gøre det en tak bedre. Brug både url, fokus-søgeord og brand og få et komplet resultat. Det virker bedre.
TIP: Hold øje med din score og tjeklisten.
Hvor lang må en sidetitel være?
Kort svar: Hold den under cirka 600 pixels. Det svarer typisk til 50–60 tegn.
Længere svar: Google oplyser ikke en fast grænse. Titlen får den plads, der er på skærmen, og resten bliver skiftet ud med tre prikker. Vores værktøj regner med 600 pixels på computer og 480 pixels på mobil. Det er de grænser, de fleste SEO-folk arbejder med – og de holder i praksis.
Vi tager lige et eksempel fra vores egen forside:
Vestjysk Marketing | Strategi, webudvikling, markedsføring og design.
Den er 68 tegn og 609 pixels. Altså 9 pixels for meget.
Så Google klipper "design" af, og vi ender med "markedsføring og …". Det er ikke en katastrofe. Men skomagerens børn har det jo med at gå med for lange titler.
Hvor lang skal en metabeskrivelse være?
Sigt efter 120–160 tegn. Eller mere præcist: under cirka 920 pixels på computer og 680 pixels på mobil.
Mobilen er den strammeste. Så læg det vigtigste i den første halvdel af beskrivelsen. Kommer pointen først til sidst, er der en god chance for, at mobilbrugeren aldrig ser den.
En metabeskrivelse flytter dig ikke op i Google i sig selv. Til gengæld er den ofte det, der afgør, om folk klikker på dig eller på naboen. Og det er jo dem, man laver hjemmesiden til (folk - ikke naboen).
Derfor måler vi i pixels – ikke kun i tegn
Bogstaver fylder ikke lige meget. Et W er bredt. Et i er spinkelt.
| Tekst | Tegn | Bredde i Google |
| WWWWWWWWWW | 10 | 189 px |
| iiiiiiiiii | 10 | 44 px |
Samme antal tegn, men over fire gange så bred. Derfor kan to titler på hver 58 tegn ende helt forskelligt: Den ene står pænt, den anden bliver klippet.
Tegntælling er en fin tommelfingerregel. Men det er pixels, der bestemmer, hvor Google sætter saksen. Derfor viser værktøjet begge dele.
Hvad sker der, når titlen er for lang?
Google afkorter den og sætter tre prikker. Det er det mildeste udfald.
Nogle gange skriver Google også titlen om og henter ord fra din overskrift eller dine links i stedet. Det sker oftere, når titlen er for lang, fyldt med søgeord eller ikke passer til indholdet. Så er det Google, der formulerer sig på dine vegne. Det kan gå fint. Men vi foretrækker selv at bestemme, hvad der står på skiltet.
Sådan skriver du en god sidetitel
Søgeordet forrest. Det er det, folk skimmer efter. Og bliver titlen klippet, er det slutningen, der ryger. Så læg det vigtigste i starten.
Brandet bagerst. "| Firmanavn" til sidst er fint, hvis der er plads. Er der ikke, er det brandet, der skal vige.
Én side, én titel. To sider med samme titel gør det svært for Google at vide, hvilken der skal vises.
Skriv til mennesker. "Tagdækning i Esbjerg – fast pris og ordentligt håndværk" slår "Tagdækning Esbjerg tagdækker tag Esbjerg". Hver gang.
Ingen VERSALER. Det fylder mere i pixels, og det ligner, at man råber.
Sådan skriver du en god metabeskrivelse
Svar på det, folk søger efter. Søger de "pris på vinduespudsning", så nævn prisen – eller i hvert fald hvordan den bliver regnet ud.
Brug søgeordet naturligt. Google fremhæver ord fra søgningen med fed. Det fanger øjet.
Slut med en opfordring. "Se priser", "Book et møde", "Få et tilbud". Kort og konkret.
Lov kun det, siden holder. En beskrivelse, der lover mere end siden, giver klik – og besøgende, der smutter lige så hurtigt igen.
Sådan bruger du værktøjet
Skriv eller indsæt din sidetitel og metabeskrivelse.
Tilføj gerne dit søgeord og dit brand. Så tjekker værktøjet også, om de er med.
Se previewet for computer og mobil. Kommer der tre prikker, er teksten for lang.
Kig tjeklisten igennem, ret til – og prøv igen.
Værktøjet er gratis, kræver ikke login og gemmer ikke det, du skriver.
Ofte stillede spørgsmål om sidetitler og metabeskrivelser
Hvor mange tegn må en sidetitel være?
Cirka 50–60 tegn. Men det er pixelbredden, der tæller. Hold dig under omkring 600 pixels på computer.
Hvor mange tegn må en metabeskrivelse være?
Cirka 120–160 tegn, eller under omkring 920 pixels. På mobil er der kun plads til omkring 680 pixels.
Hvad er forskellen på en sidetitel og en H1?
Sidetitlen er den, der står i Google og på fanen i browseren. H1 er overskriften på selve siden. De må gerne ligne hinanden, men de behøver ikke være ens.
Hvorfor viser Google en anden titel end min?
Google skriver nogle gange titlen om, hvis den er for lang, gentager sig selv eller ikke passer til indholdet. En kort og præcis titel gør det mindre sandsynligt.
Hvorfor viser Google ikke min metabeskrivelse?
Google vælger tit et stykke tekst fra siden, hvis det passer bedre til det, folk søgte på. Det er helt normalt. En god metabeskrivelse øger chancen for, at din egen tekst bliver brugt.
Har metabeskrivelsen betydning for SEO?
Ikke direkte for placeringen. Men den påvirker, om folk klikker. Og en placering, ingen klikker på, er ikke meget værd.
Er værktøjet præcist?
Det måler i den skrifttype, Google bruger, og rammer derfor tæt på. Men Google justerer sit layout løbende, så se det som et godt pejlemærke – ikke en garanti.
Kan I hjælpe med SEO på hele siden?
Ja. Titler og beskrivelser er en lille del af det. Se hvordan vi arbejder med SEO, eller ring eller skriv til os.
- ROAS i procent–
- Omsætning pr. 1 kr. i annoncer–
- Omsætning ekskl. moms–
- Break-even ROAS –
- Resultat efter annoncer –
Break-even ROAS = 1 ÷ dækningsgrad
Udfyld værdi og dækningsgrad for at se din grænse.
Sådan har vi regnet
Adresser
St. Blichersvej 1-3, 6950 Ringkøbing
VisbleHjaltesvej 16, 1, 7500 Holstebro
Åbningstider
Man-torsdag: kl. 8.00-16.30
Fredag: kl. 8.00-13.00