Sådan får du flere følgere på Instagram


Dato: 15/03/2018 - Skrevet af: Mette Bæk

Et stærkt visuelt produkt

Instagram er en visuel social medie-platform, hvor brugerne deler billeder og videoer. Instagram har over 800 millioner aktive brugere om måneden. 80% af brugerne på Instagram følger en eller flere virksomheder – de kan også følge din. Så, hvis du har et visuelt stærkt produkt og er en B2C virksomhed bør du stærkt overveje at komme på Instagram, hvis du ikke allerede er det.

Uanset om du overvejer at komme på Instagram eller allerede er der, så kommer der her tips og tricks til, hvordan du kan få flere følgere på Instagram ved at bruge hashtags, Instagram stories, tagging og geotagging.

 

Skal vi hjælpe med dine Sociale Medier?

 

#Komigangmedhashtags  

Hashtags gør det muligt for dine opslag at blive fundet af brugerne på Instagram, uden de behøver at følge din virksomhedsside. En relativ ny feature på Instagram er, at brugerne, siden begyndelsen af 2018, kan følge hashtags. Det vil sige, at brugerne ikke behøver at søge på hashtags for at finde indhold, de er interesseret i – eller følge konkrete personer eller virksomheder. I stedet har de nu muligheden for at følge emner via hashtags. Herved bliver brugen af gode hashtag endnu vigtigere på Instagram.

 

Der er tre slags hashtags, som du kan bruge på dine opslag:

-          Virksomhedshashtags

-          Branchehashtags

-          Unikke hashtags

 

Virksomhedshashtags er et par hashtags, du konsekvent bør bruge i alle dine opslag. Det kan for eksempel være navnet på din virksomhed eller dit slogan. Du skal tænke på, hvad din virksomhed laver  - dine virksomhedshashtags skal repræsentere dig. Hvis vi kigger på en virksomhed som Nike, så kunne deres virksomhedshashtags være #Nike, deres navn og #justdoit, deres slogan. Det er selvfølgelig ikke alle virksomheder, der har de muligheder, men så må man tænke kreativt. Hvad der egentligt er vigtigt ved virksomhedshashtags er, at dine følgere begynder at relatere til det og kan genkende det.

Et branchehashtag er relevant for alle indenfor en specifik branche. Hvis du bruger branchehashtags, kæder du dig sammen med andre fra din branche, hvilket kan være en fordel for din virksomhed samt være måden, hvorpå du får flere følgere. Eksempelvis, hvis du har et tøjbrand med moderigtigt tøj i plus size, så vil et godt branchehashtag for dig være #fashion eller #mode – begge er meget brede, men det gør kun, at du rammer bredere fordi der er flest søgninger på brede hashtags. Kombinerer du de to hashtags med #plussize, som er mere specifikt, så begynder det at ligne noget. 

Unikke hashtags kan du bruge, hvis du kører med en kampagne, eller hvis du skal deltage i en speciel event. Det er en måde at komme med ekstra information til dine følgere, samt skabe noget ekstra opmærksomhed og få dit opslag ud til flere brugere. Hvis din virksomhed eksempelvis deltager i ”stafet for livet”, så gør opmærksom på det via #stafetforlivet. Det samme kan gøres, hvis du deltager i en messe eller lignende. Et godt trick er at gå ind på Instagram under søg og vælge tags, og så kan du ellers se, hvad der findes, og hvor mange der bruger det – det gælder for alle tre slags hashtags. Det er også en nyttig måde at undersøge, hvad dine konkurrenter gør.

 

Brug Instagram Stories til at engagere dine følgere

Mere end 300 millioner brugere benytter Instagram Stories, hver dag. Med Instagram Stories kan du lave opslag, som kun er synligt i 24 timer. Det er en god måde at lave flere opslag inden for kort tid uden at spamme dine følgere. Samtidig er Instagram Stories også med til at give variation i dine opslag, da det giver flere muligheder for at præsentere din virksomhed, produkter, medarbejdere eller lignende i billeder og videoer.

3 af mulighederne med Instagram Stories

Med Instagram Stories kan du engagere med dine følgere på mange måder. Du kan for eksempel lave nogle opslag, hvor du med små videoklip og billeder, tager dine følgere med om bag gardinet af din forretning. Når du laver sådan nogle opslag lærer dine følgere dig og din virksomhed bedre at kende – det bliver mere personligt.

Du kan også lave afstemninger med Instagram Stories opslag. Meget simpelt, du stiller et spørgsmål og dine følgere får 2 svarmuligheder, som du selv kan vælge. For eksempel, hvis du designer træningstøj. Så tager du et billede af dit populæreste produkt og spørger dine følgere, hvilken farve den nye limited edition model skal have. Du giver dem to valgmuligheder og ser så, hvad der sker. Den her feature giver dig en absolut fantastisk mulighed for at engagere dine kunder i din virksomhed og dine følgere får mulighed for at fortælle dig, hvad de gerne vil have.

’Livestreaming’ er også en mulighed med Instagram Stories. Som navnet lægger op til, så betyder det i alt sin enkelthed, at du sender et opslag live. Hvis du er på en messe, så er livestreaming en fed måde at fortælle dine følgere om det. Dine følgere får en notifikation, når du begynder at sende live og dit livestream bliver gemt på Instagram story. Så de følgere, som ikke kunne komme på Instagram, imens du sendte live kan se opslaget senere.    

 

Tagging

Når du laver et opslag, så kan du både tagge personer og brands/virksomheder i dit opslag. Når du tagger personer, brands eller virksomheder i dit opslag, så får personen en notifikation om det, hvorfra de bliver ledt direkte ind på dit opslag. Derved forhøjer du chancen for, at de reagerer på dit opslag, enten ved at like, kommentere eller dele det. Du skal selvfølgelig kun tagge personer i opslag, hvor det giver mening.

Hvis vi vender det om, så er det også fedt, hvis andre tagger dig i deres opslag. Det nemmeste eksempel er, hvis en bruger har købt noget af dig, lad os sige et par sko. De laver et opslag om deres nye fede sko og de tagger dig i deres opslag – så har alle deres følgere et direkte link til din Instagram side. Så jo flere af dine følgere du kan få til at tagge dig i deres opslag, jo bedre. Det er også her vigtigheden af dine virksomhedshashtags virkelig bliver tydelig. Du er nemlig nød til selv at bruge dem før du kan forvente, at dine følgere gør det. Så jo oftere du bruger dine virksomhedshashtags i dine opslag, desto større er chancen for, at dine følgere også begynder at bruge dem. 

 

Geotagging – Vis andre, hvor du er.

Geotagging er det tekniske term for lagring af længde- og breddegrad af din placering, når du tager et billede. Den information bliver indsamlet af GPS’en i din telefon eller tablet og kan blive brugt af Instagram, hvis du giver lov. Geotagging kan blive brugt ligesom at tjekke ind på Facebook – du viser altså dine følgere, hvor du er. Hvis du har en fysisk forretning, så er det altid godt at minde dine følgere om, hvor de kan finde dig.

Ved at bruge geotagging så gør du dig synlig for brugere, der er i området eller søger på et bestemt område, hvor du har geotagget dig. Ifølge undersøgelser har opslag med geotagging 79% højere respons end opslag uden.

Er du interesseret i at høre mere om dine muligheder med Instagram? Så er du meget velkommen til at kontakte Vestjysk Marketing. Vi er altid klar til en snak omkring oprettelse, de forskellige funktioner og inspiration til opslag, samt produktionen. Vi har stor erfaring i både at lægge den rigtige plan for din brug af Instagram, samt stå for udførelsen. Vi glæder os til at høre fra dig.