Alle kan bruge AI. Næsten ingen kan finde ud af det

Sidste gang jeg åbnede LinkedIn, talte jeg fire billeder af mennesker, der ikke findes. Afsenderne var troværdige firmaer med seriøse produkter, og alle fire skulle illustrere en pointe om tillid.

Det er der, vi er. Kender du følelsen? At stå og ikke blive rørt over et billede, der har taget ti sekunder at lave.

AI-slop er blevet et ord, fordi vi manglede et. Ingen tanker, ingen tid, ingen overvejelser om det, der bliver skabt. Bare tryk og afsted. Og så det næste.

Jeg tænker med nostalgi tilbage på WordArt og Comic Sans. Skud ud til dem, der kan huske. Det var grimt, men der var i det mindste et menneske bag.

Altså: forskellen mellem sloppet og det gode arbejde er ikke værktøjet. Forskellen er, hvad man kan, og hvor længe man har gidet blive ved.

Det er sværere, end det ser ud. Og det bliver ikke nemmere - det bliver bare hurtigere at gøre det dårligt.

Læs videre og få et blik på:

• Hvorfor det er svært at prompte
• Skal AI-indhold mærkes - og nyt om AI-vandmærker
• Hvad der sker, når man lader modellen tænke for sig
• Hvad vores Art Director så på et halvt sekund
  
  

Først det ærlige: Gaveboden er god nok

Jeg vil ikke lade som om, jeg står udenfor og peger fingre.

Jeg bruger AI hver dag. Korrektur, tekstgenerering, research. Workflows og agenter, der klarer opgaver og sender til godkendelse. Tone of voice printet ind i kilometerlange prompts.

Det er ikke småting.

Problemet er, at gaverne er lette at pakke ud og svære at bruge. Alle kommer ind ad samme dør: et tomt felt og en markør, der blinker og venter på input. Det ligner det nemmeste i verden.

Og så bliver de fleste stående lige inden for døren. Referater. Mails. Indkøbslister. Dårlig grafik til den lokale forening. Det virker jo - og derfor udvikler man sig ikke. Man producerer bare mere af det samme og skaber en overflod af materiale, som ingen alligevel gider forholde sig til.

Godt input, godt output

Folk tror, det handler om at kende de rigtige ord.

Pointen er simplere end som så. Godt input, godt output. Det siger jeg på hvert eneste kursus, jeg holder. Jo bedre du spørger, jo bedre bliver svaret.

Tænk på det som at bestille pizza. Beskriver du den præcist - pepperoni, ekstra ost, chilidressing ved siden af, leveret i tørvejr - så er det den, Wolt-buddet står med, når det ringer på døren. Råber du bare "pizza" i telefonen, kan du være så uheldig at få ananas. Og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Men det er kun de første skridt. Resten handler om at vide, hvad modellen faktisk gør. Hvornår den finder på. Hvornår den skal have data med (det kalder vi RAG, og det er kæmpe vigtigt), og hvornår den skal holdes i kort snor. Hvad der må ryge ind i den, og hvad der absolut ikke må. Hvornår et menneske skal ind over, før noget sendes ud af huset.

Og så det, der koster flest timer, hvis man gætter forkert: hvornår du skal have bygget din egen løsning - vibecode dig frem til noget, der passer præcis til din opgave - og hvornår der med garanti allerede findes et værktøj derude, som gør det bedre, end du selv kunne nå på en uge.

Det er ikke et trick, man lærer på en eftermiddag. Det er en fornemmelse, man bygger over tid - præcis som med alt andet håndværk.

Og oveni kommer det, der er sværest at holde styr på: feltet flytter sig hver eneste måned. Det, der var rigtigt i marts, er forkert til jul.

Her er to eksempler fra én enkelt måned.

Eksempel 1: Skal du mærke dit farvekorrigerede produktbillede?

Den 2. august trådte artikel 50 i AI-forordningen i kraft. Fra nu af skal AI-genereret eller manipuleret billed-, lyd- og videoindhold, der ligner virkelige personer, steder eller begivenheder, og som fejlagtigt vil fremstå ægte, oplyses som sådan.

Intentionen er god. Men prøv selv at svare på det her:

Jeg farvekorrigerer et produktbillede. Støjreduktionen er AI-baseret. Skal det mærkes? Jeg fjerner en bums fra et portræt, efter kundens ønske. Er personen nu manipuleret?

Forordningen fritager systemer, der udfører en assisterende funktion ved standardredigering. Men den undtagelse står i stk. 2 og handler om udbyderne. Adobe. OpenAI. Min egen forpligtelse står i stk. 4, og der er ingen standardredigerings-undtagelse.

Adobe er fritaget for min støjreduktion. Er jeg? Det står der ikke.

Svaret ligger formentlig i ordet deepfake: noget, der fejlagtigt vil fremstå ægte. Et farvekorrigeret produktbillede vildleder ingen - det har vi gjort siden mørkekammerets tid. Men hvor går grænsen? Når hudtonen ændres? Når baggrunden udskiftes? Når personen aldrig har stået i lokalet?

Jeg er ikke jurist, og der findes ingen praksis endnu. Pointen er ikke, at reglen er dum. Pointen er, at det her er hverdagsarbejde for tusindvis af danske virksomheder - og at ingen kan svare med sikkerhed.

Eksempel 2: Vandmærket, du skal vænne dig til

Anthropic har meldt ud, at deres Claude-modeller fra 2. august indlejrer et usynligt vandmærke i alt den tekst, de skriver, og signeret metadata i filer som .svg, .png og .jpg. Det gælder globalt, og der er ikke noget fravalg. 

Og her bliver det interessant: en tekst, du selv har skrevet, men har lagt ind til korrekturlæsning, oversættelse eller opsummering, bærer vandmærket bagefter. Anthropic er ikke alene. Ved udgangen af juli havde knap 200 virksomheder skrevet under på EU's adfærdskodeks om gennemsigtighed i AI-genereret indhold, heriblandt Meta, Microsoft og OpenAI.

De andre følger trop. Så tag jer i agt, tekstforfattere og gymnasieelever. Og for den sags skyld de lærere, der også bruger AI. Og det gør de.

Kort fortalt: Det, alle gør, men siger, de ikke gør, bliver snart synligt for alle. Mæh, bæh, buh.

Et halvt sekund

En lille historie fra det virkelige liv. Vi er i dialog med en mulig ny kunde. De har fået lavet en helt ny brand- og designmanual hos et af landets allerstørste, dyreste og mest kendte bureauer, og de vil gerne have os til at kigge den igennem.

Vores Art Director brugte et halvt sekund.

Konklusionen var hurtig: "AI-slop!" De samme greb. De samme gradienter. Den samme fornemmelse af noget, du har set før, uden at kunne sige hvor.

Det var ikke forkert. Det var bare dårligt.

Og det er pointen: hun så det med det samme. Vi andre ville have kigget på den og fået en meh-fornemmelse. Noget vi ikke kunne sætte ord på. En manual, der teknisk set var i orden, men som ikke gjorde noget ved os.

Det skæve. Det personlige. Det ufuldkomne. Valget om at gøre præcis det modsatte af, hvad alle andre gør lige nu. Det er der, identiteter opstår, og det er stadig noget, mennesker er bedst til.

En brandidentitet er for vigtig til, at man ikke kan fornemme et menneske bag.

Og så er vi tilbage på LinkedIn. Den tørreste CFO i landet, der lægger fire uskarpe billeder op fra DHL-Stafetten og skriver "Stærkt, team", slår hver gang et genereret billede af to kvinder, der griner ved vandkøleren, og så en kilometerlang tekst om differentieret ledelse.

CFO'en var der. Det kan man se.

Det her lærer man ikke på en eftermiddag

Jeg har holdt mange endagskurser i AI. Folk går derfra dygtigere og tændte. Og så rammer hverdagen med et brag, og tre måneder senere bruger de det stadig til det samme, som de gjorde, inden de satte sig foran mig i tre timer.

Har jeg fejlet? Måske. Men jeg tror på, at én dag kan tænde en gnist. Den kan ikke bygge en vane.

Derfor har vi bygget et forløb, der strækker sig over ni måneder i stedet for én dag. Fire moduler og en AI Showcase til sidst. Dit eget projekt hele vejen igennem, og hvert modul åbner med, hvad der er sket siden sidst - fordi der altid er sket noget siden sidst. Der er ti pladser på et hold, så der er god tid til de individuelle snakke og de problemstillinger, du selv sidder med.

Se hele programmet for AI-Akademiet

Modellen griner for dig

Alles favoritfilosof Žižek har en pointe om dåselatter: tv'et griner for dig, og bagefter føler du dig underholdt. Du har ikke selv grinet, men du har haft oplevelsen af at have gjort det.

Det er præcis det, der sker med et dårligt AI-udkast.

Modellen tænker for dig. Den strukturerer, formulerer, konkluderer. Og bagefter føler du dig dygtig - selvom du ikke har truffet et eneste valg. Teksten ser rigtig ud. Den lyder rigtig. Den er bare ikke din, og der er ingen, der har taget stilling til noget.

Det er sådan, sloppet bliver til. Ikke af ond vilje. Af en følelse af at være færdig.

Ja, at være færdig. En dygtig håndværker føler sig vel altid i proces?

De dygtige AI-brugere, jeg kender, har alle det samme til fælles: de bruger den tid, de sparer, på at rette, forbedre og optimere. På at finde de vinkler, som overblikket giver dem, når de ikke længere skal bruge kræfter på det trivielle.

Mig selv inklusive. Den her tekst har taget tid at tænke og strukturere. Claude har hjulpet med kilder og korrektur. Og ja - så bærer den efter alt at dømme også et vandmærke nu.

Den ærlige test

Den er simpel:

Ville du have kaldt det her færdigt for ti år siden?

Hvis svaret er nej, er du ikke færdig. Værktøjet har givet dig et forspring - ikke et resultat.

Og hvis svaret er ja, så er du et sted, hvor de fleste ikke er endnu. Der skal man arbejde sig hen. Det tager længere tid end en eftermiddag, og det er hele pointen.

Vi sadler op med nye hold i Ringkøbing. Der er ti pladser på hvert. Du kunne være den ene. Tjek det ud her.

Hvor svært synes I, det er? Og hvad er det sværeste - at få det gode svar, eller at følge med i, hvad der overhovedet er muligt lige nu?

Jeg spørger, fordi jeg selv fejler og lærer hele tiden. Skriv til mig - et ægte menneske svarer dig tilbage.

Martin Svinkløv
Digital marketing- og AI-konsulent, Vestjysk Marketing
ms@vestjyskmarketing.dk / 69 14 86 53